Kaos, som vi oplever det i denne tid, er ikke tilfældig, det er en del af metamorfosen, forvandlingen til en ny orden
I dette nødvendige kaos er der brug for kaospiloter, eller snarere compassion-piloter. Begrebet compassion har mange facetter og oversættes måske bedst: Medfølelse. I nærværende nyhedsbrev kigger vi nærmere på metamorfosen, forvandlingen sammen med mine to yndlings-muser, Bruce Lipton og Anita Moorjani.
Foredraget ”The Turning Point” handlede om skift i menneskets bevidsthed og i særlig grad om, hvor vi står lige nu. Bruce redegjorde på sin vanlige humoristiske facon om vore civilisationer og gudsbegrebet igennem tiderne. I tidernes morgen var paradigmet, at alle levende væsener og klipper, sten og fauna havde en ånd. Således har naturfolk levet i årtusinder.
Dernæst kom en epoke med samling af guderne: En for alle dyr, en anden gud for blomster og træer etc., altså en slags opdeling i brancher.
Så kom en epoke med én Gud, (som ikke engang var på denne jord, men sad oppe i himlen) som skabte og bestemte det hele. Vi hører glimtet i øjet her ( smiley)
Dernæst fik ånden trange kår da materialismen med forbrug, vækst, grådighed og profit indtog tilbedelsens trone. Vi befinder os i slutningen af den epoke. Bruce nævnte i september 2019, at der ville ske ændringer over de kommende årtier. Mindre end 6 måneder efter er verden sat på pause, og der runger et bydende wake up call til et kollektivt bevidsthedsskifte og en ny civilisation.
Kaos er det kreative magiske felt, hvor ydre rammer nedbrydes, så er der plads til alle nye muligheder. En iboende urkraft og gnist tændes og forvandlingen, begyndelsen til sommerfuglen finder sted. Sommerfuglen vokser og modnes, og når den er klar, bryder den ud af puppen og folder vingerne ud og flyver ud i det nye liv. Metamorfose er dermed afsluttet.
Her fra ”A Global Meditation” fra 21.3.2020
Vor livskraftenergi har ingen grænser, er ud over tid og rum, det har vi brug for at vide og tro på. Det har altid været sådan, måske har vi ikke vidst det.
Føl, hvordan du er et pragtfuldt, kraftfuldt åndeligt væsen, som har valgt at være her lige nu for at opløfte denne planet med din smukke energi.
Vor eneste opgave er at være os selv som den kraftfulde skabende livsenergi, vi er, og holde og opløfte vor egen energi.”
Der kræves ikke mere af os. At være os selv og lytte og mærke indre beskeder og kald. Vor tilstedeværelse, vort lys gør en forskel. Det er mest af alt hvem vi ER og i mindre omfang hvad vi gør. Vi er eet og alt er forbundet. Vi er rundet af samme åndedrag. Vær i naturen, nyd og fornem den, en blomst, et træ, en hjort, en solsort minder os på celleplan om, hvor vi kommer fra. Mærk med hjertet. Vi ER naturen, og kan således i den nye verden ikke være andet end i harmoni med naturen, moder jord og lytte til hjerteslagene. Her er frugtbar pottemuld for compassion-piloter. Herud fra går vi i aktion. Vi navigerer ikke alene med kontrol og logiske tanker, men evner at lade intuition og åndelig intelligens råde. Vi holder intentionen om en sund, harmonisk og kærlig verden. I tillid til metamorfosen og sommerfuglens komme, forventer vi det uforventede.
Hold af, hold ud, hold sammen.
A ho’