Da jeg startede tænkte jeg ikke synderligt på, at inddrage andre end mig selv. Jeg hørte ofte at diverse “proffer” snakkede om, hvordan de havde hele teams til at støtte op omkring deres mål. De fortalte ofte, hvordan de aldrig ville kunne udleve deres drøm uden denne støtte.
Den gang tænkte jeg, at udtalelser som disse var lidt noget pjat. At det var en form PR stunt, som gjorde at deres bedrifter virkede mindre egoistiske.
Jeg har mit helt nære team, som består af familie. Jeg har haft familie med ved alle mine store konkurrencer, som har været klar til at støtte mig før og efter. Også i hverdagen når energien har været lav, aftensmaden et uoverskueligt projekt eller pengepungen været presset i bund. Senere kom Tine så til, som giver en støtte jeg aldrig havde regnet med at få. Nogle gange glæder hun sig mere end jeg gør, når vi skal på udflugt til en konkurrence.
Hun er der hver dag og tror ligeså meget på min drøm, som jeg selv gør, hvilket også betyder at det ikke længere kun er en kaptajn på mine rejse, men to. Når træningstimerne er mange og hårde, så forsvinder energien. Det betyder, at selv de mindste opgaver kan bliver uoverskuelige. Igen træder min 2. styrmand til og hjælper mig med, at holde styr på mit liv faktisk.
Noget af det første Pernille sagde til mig, var at de ville gå all-in i at støtte mig. Det ville de gøre med alt fra termografi scanning, blodtest og forskellige tilskud fra blandt andet LifeWave. Her har Nick Hvidt Nielsen stået for thermografien og hjulpet mig med plastrene og ernæringsdrikken fra LifeWave.
Igennem mine mange besøg i Vitafakta klinikken har jeg fået kontakt til flere, som kan se mit potentiale og ønsker at hjælpe mig på vej. Via Vitafakta mødte jeg Eugan og Rikke, som begge til daglige holder til i Centro Sanum. Eugen er kiropraktor og Rikke er fysioterapeut, så derfor begge nogle som vil kunne hjælpe mig og min trætte krop.
Når lokummet brænder
Det er ofte i krise lignende situationer, at man finder ud af hvem ens sande venner er. For en lille måneds tid siden havde jeg et rigtig træls styrt på min cykel. Et uopmærksomt øjeblik og en bule i vejen, gjorde at jeg endte med at lave en salto ud i grøften. Jeg slog min brystkasse i højre side voldsomt og kunne nærmest ikke trække vejret. Jeg måtte trille til den nærmeste togstation og tage toget hjem til Fuengirola.
Jeg var noget forslået og ret nervøs for om der skulle være sket nogen større skade. Derfor ringede jeg til Pernille. På trods af at hun var gået på weekend og skulle rejse tidligt dagen efter, så mødtes vi inde i klinikken, hvor hun undersøgte mig. Vi fik slået fast at intet var brækket eller ødelagt, men jeg var stadig øm.
Da sådan et styrt sætter sig i kroppen tog jeg fat i Eugen og Rikke. Med det samme stod de klar til at hjælpe mig, for at forkorte min restitutionstid, så jeg kunne komme tilbage til fuld træning igen.