"Det sted, vi kalder langt væk, findes ikke"

Et eventyr om adskillelse, afstand og nærhed, om at være rejsekammerater på livsrejse og mest af alt om at hæve sig fri af begrænsende historiefortællinger og kassesystemer.

En af mine yndlingsforfattere Richard Bach, har skrevet bogen: ”There’s no such place as far away” som frit oversat til dansk kunne hedde: ”Det sted, vi kalder langt væk, findes ikke. Eventyret handler om adskillelse, afstand og nærhed, om at være rejsekammerater på livsrejse og mest af alt om at hæve sig fri af begrænsende historiefortællinger og kassesystemer.

Jeg har læst denne skønne bog flere gange, og da den for nyligt faldt i mine hænder igen, føler jeg, at eventyrets budskab om kærlig frisætning fra påtagede dogmer rammer plet i denne transformations tid. Derfor får du her et frit oversat uddrag:

Richard Bach er selv fortælleren, og han er inviteret til at fejre lille Rae’s fem års fødselsdagsfest. De bor langt fra hinanden, og han begiver sig spændt afsted på rejsen.
Først flyver han sammen med kolibrien, som er venligheden selv, og han fortæller den: ”Lille Rae vokser sig større, og jeg er på vej til at fejre hendes fødselsdag og give hende en gave.” De fløj i stilhed sammen. Og kolibrien siger: ”Jeg forstår ikke meget af, hvad du siger, og i særdeleshed ikke at du er på vej til hendes fødselsdags fest.”

”Selvfølgelig er jeg på vej til hendes fødselsdags fest. Hvorfor er det så svært at forstå?” Kolibrien var tavs, og da de nåede til uglens hjem, sagde den: ”Kan afstand skille venner? Hvis du vil være sammen med Rae – er du der så ik’ allerede?”

”Lille Rae vokser sig større, og jeg er på vej til at fejre hendes fødselsdag og give hende en gave,” fortalte han uglen. Dog lød det underligt at sige – jeg er på vej – men han fortalte det på en måde, så uglen ville forstå det. Sammen fløj de i stilhed til ørnens hjem, og uglen sagde: ”Jeg forstår ikke meget af, hvad du siger, og i særdeleshed ikke at du kalder din ven for lille”. ”Selvfølgelig er hun lille”, sagde han. ”Hun vokser sig større, hvorfor er det så svært at forstå?” Uglen kiggede på ham med sin dybe ravfarvede øjne, smilede og sagde: ”Tænk over det.”

”Lille Rae vokser sig større, og jeg er på vej til at fejre hendes fødselsdag og give hende en gave” fortalte han ørnen. Dog lød det underligt at sige – jeg er på vej- og lille – efter at have talt med kolibrien og uglen, men han fortalte det på en måde så ørnen ville forstå det. Sammen fløj de i stilhed over bjergene og svævede på vindene. Og ørnen sagde: ”Jeg forstår ikke meget af, hvad du siger og i særdeleshed ikke ordet fødselsdag.” ”Selvfølgelig fødselsdag – vi fejrer, at lille Rae begyndte – før var hun her ikke. Hvorfor er det så svært at forstå?” Ørnen foldede vingerne sammen til et dyk og landede blidt i ørkenens sand. ”En tid før Rae’s liv begyndte? Tror du ikke snarere, at det er Rae’s liv, der begyndte, før tid var tid?”

Dernæst fløj han med høgen. ”Lille Rae vokser sig større, og jeg er på vej til at fejre hendes fødselsdag og give hende en gave.” Dog lød det underligt at sige – jeg er på vej, lille og fødselsdag – efter at have talt med kolibrien, uglen og ørnen, men han fortalte det på en måde, så høgen ville forstå det.

De fløj over ørkenen og til sidst sagde høgen: ”Jeg forstår ikke meget af, hvad du siger, og i særdeleshed ikke ordene vokser sig større.”

”Selvfølgelig, Rae er tættere på at være voksen, et år mere væk fra at være barn. Hvorfor er det så svært at forstå?”

Endelig landede høgen på en øde strand. ”Et år mere væk fra at være barn? Det lyder ikke som at vokse!” Høgen svang sig op på sine vinger og forsvandt.

Havmågen er meget klog, og da han fløj med ham, tænkte han sig om og valgte ord, der afspejlede, at han havde lært noget: ”Havmåge, hvorfor flyver du med mig til Rae, når du ved, at jeg allerede er sammen med hende?”

Havmågen fløj over have, bjerge, veje og landede blidt på taget af Rae’s hus. ”Fordi det vigtigste er, at du kender denne sandhed. Indtil du kender den og forstår den, så kan du vise den på mindre måder, ved hjælp af maskiner, mennesker og fugle.” ”Husk, selvom vi ikke kender sandheden, forhindrer det den ikke i at være sand” – og havmågen var væk.

Således ankommet til fødselsdagsfesten siger han til Rae: ”Nu er det tid til at åbne din gave. Gaver af tin og glas er forgængelige, jeg har en bedre gave til dig.

Det er en ring. Den skinner med et særligt lys og kan ikke tages af nogen, kan ikke ødelægges. Du er den eneste, der kan se den ring, som jeg giver dig i dag, ligesom jeg var den eneste, der kunne se den, da det var min.

Din ring giver dig en ny kraft. Når du har den på, kan du svinge dig op på vingerne af alle fuglene, du kan se gennem deres gyldne øjne, og mærke vinden stryge gennem fjerpragten, du vil kende glæden af at svæve højt over verden og alle bekymringerne. Du kan blive der så længe du vil, hele natten, til solen står op, og når du har lyst til at komme ned igen, så har dine spørgsmål fundet svar og dine bekymringer er væk.

Ligesom alt det, der ikke ses med øjet og mærkes med vore hænder, så vokser denne gave i takt med, at du bruger den. I begyndelsen vil du måske kun bruge den udendørs, når du kigger på fuglene, som du flyver med. Men senere, hvis du bruger gaven med omtanke, så virker det selv med fugle, som du ikke kan se. Og til sidst vil du opdage, at du hverken behøver ringen eller fugle for at svæve alene over de stille skyer. Og når den dag kommer, må du give din gave til en, du kender, som vil bruge den godt og som vil lære, at det eneste der betyder noget er det som er skabt i sandhed og glæde, ikke af tin og glas.

Rae, det er den sidste årlige fødselsdags-fejring som jeg kommer til, efter hvad jeg har lært af fuglene.

Jeg kan ikke være på vej til dig – jeg er her allerede.

Du er ikke lille, for du er allerede voksen, du leger og lever dine liv, som vi alle gør og nyder, at vi er til.

Du har ikke nogen fødselsdag, for du har altid eksisteret.

Du er aldrig født og vil aldrig dø. Du er ikke barn af dem, du kalder mor og far, men er deres følgesvend på en vidunderlig eventyrrejse i at forstå de ting, der er.

Enhver gave fra en ven er et ønske om at glæde dig – og det gælder også denne ring.

Flyv fri og glad hinsides fødselsdage og gennem evigheden. Vi vil mødes nu og da, når vi ønsker det, mens vi fejrer den fest, som aldrig ender, den strækker sig uendeligt, og vi kalder den livet”.

I en tid, hvor vor fysiske færden har været begrænset, har jeg oplevet at være endnu tættere på dem, jeg holder af, uanset hvor i verden, de befinder sig. Vi er nær, afstanden er ”ophævet”. Det er stærkt. En øget opmærksomhed på, hvilke historier og fortællinger, vi pålægger os selv, har også frigjort både energi og opmærksomhed. Dog glæder jeg mig meget til snart at gense mine kære i fysisk udgave.

Jeg håber, at du fik luft under vingerne og inspiration til endnu flere dejlige eventyr i livet sammen med kære rejsekammerater.

Hold af, hold ud, hold sammen.

PS. Richard Bach’s mest berømte bog er om havmågen Jonathan, som elsker at flyve. Han afviger fra sin flok, da han ikke har nok i at søge efter føde og følge flokkens døgnrytme. Den handler dybest set om, hvordan vi alle kan blive frie og uafhængige, og leve i nuet uden en masse begrænsninger, der hindrer os i at leve det liv, vi virkelig ønsker.