Langs bugten samler jeg flere flade sten og får hjælp af min niece, der er med mig i dag. Vi går i bølgekanten og hyggesnakker, samtidig med at der går en sport i at gå så tæt på vandlinjen som muligt– uden at få våde sko og sokker! Ooops der var et større skvulp og en våd sok, nå, den tørrer hurtigt i dette klima.
De små eller store åndehuller, hvor vi forbinder os med naturen, hygger os, leger, slår smut med sten, går en tur, hopper i en vandpyt, laver langspyts- konkurrence, synger fællessang, læser højt, spiller teater, lytter til musik, spiller et spil, lægger puslespil, bruger kroppen, læser en god bog, tegner eller maler eller hvad du nu allerbedst kan lide, er livsvigtige for os, både for vores fysiske og psykiske sundhed og en nærende kilde til kreativitet og udfoldelse. Jeg holder virkelig af mine morgenture. Især i en hverdag, hvor travlheden og megen passive underholdning kan snige sig ind. Hil nærvær, nydelse og indre ro. Som Dronning Margrethe opfordrede os til i forrige nytårstale: ”Gør noget unyttigt”. Det kan vise sig meget nyttigt. Passer du på godt på dig selv og dine åndehuller?