Fred, Indre ro og Åndehuller

Solen sender lange stråler og bølgerne klukker langs stranden. På min morgentur er jeg nået til Taknemmeligheds-bugten. Alt ånder fred og ro. Jeg sidder på ”min” taknemmeligheds-sten, trækker vejret dybt og ånder taknemmelighed ind over at være til. Jeg føler mig privilegeret over at bo her på Solkysten, nyder livet, har et godt helbred, elsker min familie, mine venner og mit virke. Jeg lukker øjnene og lytter til havet, bølgerne der slår mod strand og klipper, det er blid musik for alle mine celler, og jeg bliver rolig langt inden i. Tiden står stille og jeg ER.

En fisker står på klippe-pynten med sin stang og ordner i ro og mag sit gear inden han med rutinerede bevægelser kaster snøren ud igen. Hans kone sidder på en sten og nyder solen, mens hun løser Sudoku. De ånder begge af fordybelse, ro og fred. Lidt efter leder hun efter spændende sten i vandkanten. Dem er der mange af her. De er der i alle farver, størrelser og former, og øjet fanger specielle sten med mønstre eller særlige former. Jeg kigger efter flade sten og har planer med dem.

På stranden hilser vi på hinanden. I dag er der ikke mange, men een har fundet en skøn plads med læ for vinden og ligger med armene strakt ud og slikker solskin lige, hvor vi går forbi..
Langs bugten samler jeg flere flade sten og får hjælp af min niece, der er med mig i dag. Vi går i bølgekanten og hyggesnakker, samtidig med at der går en sport i at gå så tæt på vandlinjen som muligt– uden at få våde sko og sokker! Ooops der var et større skvulp og en våd sok, nå, den tørrer hurtigt i dette klima.

Næste destination på turen er en klippepynt, der majestætisk rager ud i havet, hvor vi tilser stenskulpturen, som består af så mange flade sten stablet oven på hinanden som muligt. Skulpturen er blevet halveret pga. bølgesprøjtene og vinden. Sammen får vi rekonstrueret varden og bygget lidt til. Vi er koncentrerede for at få stenene til at balancere ovenpå hinanden, og lige da vi lægger den sidste muslingeskal på toppen, overraskes vi bagfra af et ordentligt bølgesprøjt. Efter et godt grin – og nu osse med våde bukser – fortsætter vi langs stranden til næste mole, hvor vi tager vandringen ud på molen ved at hoppe fra sten til sten. God træning for balancen og sjovt. Ude på molen er flere fiskere i gang med stang og snøre. De har overskud til en lille passiar om vejret og hvilke fisk, der mon er i dag.

Vi runder endnu en pynt inden vi begiver os baglæns op ad den lange bakke. Ja, vi går faktisk baglæns hele vejen op. Det føles godt for knæ og musklerne i benene at bruges på denne måde. Inden vi ser os om er vi hjemme igen med en skøn oplevelse i bagagen. Vi har bare slappet af, været til og nydt livet og hinandens selskab, grinet og fundet på en masse skøre og sjove ting på morgenturen. Det er vel det der er med åndehuller; bare lade det ske, der sker, og gerne lidt tosset, sådan er det ofte for mig, det kan jo være jeg ikke er den eneste? Som Gitte Henning sang i 1962: ”Træk en gammel sweater på og lad bare skægget stå. Det’ en go’ ide at starte på en frisk. Sæt madding på krogen og tag med ud og fisk.”

De små eller store åndehuller, hvor vi forbinder os med naturen, hygger os, leger, slår smut med sten, går en tur, hopper i en vandpyt, laver langspyts- konkurrence, synger fællessang, læser højt, spiller teater, lytter til musik, spiller et spil, lægger puslespil, bruger kroppen, læser en god bog, tegner eller maler eller hvad du nu allerbedst kan lide, er livsvigtige for os, både for vores fysiske og psykiske sundhed og en nærende kilde til kreativitet og udfoldelse. Jeg holder virkelig af mine morgenture. Især i en hverdag, hvor travlheden og megen passive underholdning kan snige sig ind. Hil nærvær, nydelse og indre ro. Som Dronning Margrethe opfordrede os til i forrige nytårstale: ”Gør noget unyttigt”. Det kan vise sig meget nyttigt. Passer du på godt på dig selv og dine åndehuller?